Nyt og noter: 16.april 2004
Stor bevilling fra Carlsbergfondet til arkæologisk forskningsprojekt
Carlsbergfondet har netop besluttet at stille 15 mio. kroner til rådighed over en 6-årig periode til et stort anlagt forskningsprojekt, "Jernalderen i Nordeuropa - 400 f.Kr. til 600 e.Kr.".
Forskningsbevillingen er givet til Moesgård Museum og Nationalmuseet, som i et tæt samarbejde skal forestå udforskning og publicering af jernalderens krigsbytteofringer i moserne. I det vidtforgrenede arkæologiske projekt vil der på visse områder blive etableret samarbejde med Landesmuseum Schloss Gottorf i Slesvig.
Kort om projektet:
En række søer og moser i Sydskandinavien blev i jernalderen anvendt som offersteder for slagne hærstyrkers udstyr. Krigsbyttet er på grund af mosernes beskyttende miljø ofte bevaret til i dag, og der er gennem de sidste 150 år udgravet meget velbevarede genstande, der belyser vigtig og spændende historie om jernalderens århundreder i det nordeuropæiske område - og forholdet til det romerske rige mod syd. Mosefundene rummer således omfattende samlinger af velbevarede romerske genstande, f.eks. våben og elfenbensarbejder - langt flere end der er fundet inden for grænserne af det gamle romerske rige!
Det er disse fund og fundforhold, som arkæologerne skal bearbejde videnskabeligt i et europæisk perspektiv. I arbejdet vil også blive inddraget naturvidenskabelige analyser af kobber, jern, sølv, guld, tekstil og træ samt årringsdatering.
Perspektiverne i projektet er afdækning af centrale aspekter af vores forhistorie. I projektperioden vil der blive afholdt seminarer og konferencer - og der vil blive udgivet en række publikationer og artikler. Gennem projektets mange delelementer vil forskere i ind- og udland få lejlighed til tværfagligt samarbejde og forskeruddannelse vil blive tilgodeset.
Leder af projektet bliver professor h.c., dr. phil. Jørgen Ilkjær, Moesgaard Museum, der ikke mindst er kendt fra sit mangeårige arbejde med det store våbenofferfund fra Illerup Ådal ved Skanderborg.
Yderligere oplysninger om projektet - evt. uddybende materiale - ved henvendelse til projektlederen på tlf. 8942 4514 eller via e-mail farkji@moes.hum.au.dk - eller til direktør Jan Skamby Madsen, Moesgård Museum, tlf. 8942 4505 eller direktør Carsten U. Larsen, Nationalmuseet, tlf. 3347 3000.
|