1/5 




Sammen med en række andre våbenofferfund i Sydskandinavien indeholder Illerupfundet hærudstyr fra det første halve årtusind e.Kr. Allerede omkring 1860 udgravedes de første våben i moserne, og siden har fagarkæologer diskuteret tolkningen af disse omfattende våbennedlægninger. Først i vor tid, efter mange års undersøgelser i bl.a. Illerup ådal, nærmer vi os en afklaring af problemerne.

Dynger af oldsager
Under udgravningen blev alt opmålt, tegnet, fotograferet og beskrevet. Derfor har vi i dag gode muligheder for at rekonstruere, hvad der er sket med de enkelte fund: Før ofringerne blev det erobrede udstyr ødelagt. Sværd blev brudt i to eller flere stykker og andre genstande hugget itu. Det ødelagte hærudstyr samledes i passende portioner, som blev pakket ind i f.eks. krigernes kapper, hvorefter bundterne blev sejlet ud på den daværende sø og kastet over bord. I løbet af nogen tid opløstes indpakningen, og offerdyngerne dækkedes af dynd. Efter århundreder groede søen fuldstændig til og blev til mose. Oldsagerne lå godt beskyttet i grundvandet, indtil engen blev drænet i 1950.

Foto: Udsnit af oldsagsdynge.