1/4 




Ved hjælp af kammene kan oprindelsesområdet indkredses. Der er nemlig store regionale forskelle på kamtyperne. I det danske område blev kammene for 1800 år siden udelukkende fremstillet af kronhjortetak, mens der på den skandinaviske halvø også blev anvendt tak fra elsdyr og eventuelt rensdyr. Elgens tak har langt større dimensioner end kronhjortens. Af de større råemner kan man udskære kammene i et lag, mens kamme af kronhjortetak sammensættes af en række tandstykker, der holdes sammen af skinner, således at kammene består af tre lag. Flere hundrede samtidige gravfund fra Jylland og øerne rummer kun trelagskamme, men da der i Illerup er et stort antal sammensatte etlagskamme, kan Illerup materialet ikke stamme fra dette område. Tilbage som muligt oprindelsesområde er kun den skandinaviske halvø, og det er endda muligt ved hjælp af andre karakteristika at udelukke det sydlige Sverige. De tætteste paralleller til Illerup materialet findes i det nuværende Vestsverige og i Norge.

Kort: Etlagskammenes udbredelse.